Formandens beretning for året 2024

Aflagt på ordinær generalforsamling 2025.

Jeg vil gerne indlede med at bede forsamlingen rejse sig og holde 1 minuts stilhed til ære for Anders
Wested, som afgik ved døden den 25. august.

Anders var gennem rigtig mange år, en uovertruffen kollega i kampen mod forbindelsen over Egholm. Ingen har skrevet så mange læserbreve, som ham, og ingen har skrevet så mange breve til folketingets
medlemmer som ham. Og jeg tror faktisk heller ikke der var mange, der havde så meget viden om
trafikforhold som ham. Han vil virkelig blive savnet.

Sidst vi så Anders i kamp, var den 21. august, hvor han deltog i et åbent møde med Folketingets
transportudvalg, i Musikhuset i Aalborg. Han holdt et indlæg, og stillede nogle spørgsmål, som
Transportudvalget bare undlod at svare på, så da han forlod mødet, var han da frustreret over, at man
kunne indkalde til et åbent møde, og så bare undlade at besvare de indlæg, som kom fra offentligheden.

Selve beretningen:
Som alle tidligere år, kan jeg indlede med at fortælle, at vi, også i 2024, har overholdt foreningens formål. Egholm er stadig en ø, og der er ikke lavet nogen form for vestlig bynærforbindelse over fjorden. Ang. Egholms natur og miljø, så trives det vel også så godt som muligt. Jorden på Egholm dyrkes næsten ikke mere, øen fremstår stadig som økologisk.

Vi indledte året (den 9. april) med at sende en delegation (Louise, Gitte og Jens) til Bruxelles, hvor de havde et møde/foretræde med PETI udvalget, og medlemmer fra EU kommissionen. Her forsøgte de at overbevise udvalget om, at man skulle pålægge Danmark, at efterkomme EU regler om udpegning af Fuglebeskyttelsesområder. Vi har jo gennem flere år, ja faktisk rigtig mange år, forsøgt at få udvidet Natura 2000 området, som i dag kun omfatter den vestlige og nordlige del af øen, men ikke har den øst og sydlige del med, altså mangler den del, hvor odderne yngler, og hvor der er registreret klart flest Lysbugede knortegæs, og den del hvor flagermusene har deres flyveruter mellem Mølholm og Egholm by.

Kort fortalt var rådet fra Fra EU's side, at vi skulle forsøge at få danske domstole til at pålægge Danmark at udvide området. Et råd som blev gentaget i et skriftligt svar senere på året. Sagen er ikke droppet, men kører stadig i kommissionen.

Gitte og Louise deltog, den 25. april, også i en høring om den 3. Limfjordsforbindelse, i Folketinget, hvor der også var repræsentation fra tilhænger side. Selv om vores folk gjorde det klart bedst, blev det jo alligevel sådan, at Folketinget, den 15/5. vedtog en anlægslov for en 3. Limfjordsforbindelse via Egholm. Det var jo nok ventet, for selv om der, fra mange sider, op til afstemningen, ivrigt blev argumenteret over for Folketinget om, at en vedtagelse både var både uklog og ulovlig, så havde forligspartierne jo for længst lavet en aftale om en lang række infrastrukturprojekter, her under Egholmmotorvejen, og når man har indgået en aftale i den kreds, så kommer sund fornuft, og ny viden, i anden række.

Så kunne man jo tro, og nogen måske håbe, at modstanden mod en Egholmmotorvej var et overstået kapitel. Men sådan er det på ingen måde gået. Både Egholms venner Borgerbevægelsen, og andre foreninger og enkeltpersoner, har fortsat kampen mod forbindelsen.

Op til vedtagelsen var der også mange, som forsøgte at påvirke politikerne, Det var mest det man kan kalde ”almindelige mennesker”, som i kraft af deres medlemskab af diverse foreninger, og som enkeltpersoner, var aktive, men der var også enkelte folketingspolitikere, som gjorde en meget stor indsats. Her tænker jeg ikke mindst på Folketingets mindste parti, Alternativet, som nok gjorde den største indsats for at få folketinget til at stemme nej til lovforslaget om anlægsloven. Hvem husker f.eks. ikke Torsten Gejl, som tog dykkerdragten på, og dykkede ned i Llimfjordens grumsede vand, og, på ganske få minutter, fandt flere stykker asbestholdigt eternitaffald, lige der hvor Vejdirektoratet ikke formåede at finde et eneste
mikrogram asbest, selv om de havde en masse fint udstyr til rådighed. Vejdirektoratet kunne i øvrigt fortælle, at asbest ikke er farligt, når det er vådt. Men hvad så når det bliver tørt igen?

Jeg kan ikke nå at komme ind på alt det gode arbejde, som blev gjort op til vedtagelsen, men kigger f.eks. man i Egholms venners, og Borgerbevægelsens Facebook grupper, og går tilbage til tiden, op til afstemningen, vil man finde adskillige læserbreve, TV indslag, og en masse gruppeopslag, som dokumenterer det store arbejde, som rigtig mange gjorde op til afstemningen.

Lyttede Folketinget så? Nej, de fleste medlemmer sad med ”bind for øjnene, og vart i ørene”, og stemte, som de havde aftalt for længst, nemlig på en motorvej over Egholm.

Der skal lyde en kæmpe tak til alle, som gjorde en indsats, i årets løb. Ikke bare op til afstemningen om lovforslaget, men også, dem, som har fortsat kampen, for at få genåbnet trafikforliget, og droppet anlægsloven. Omvendt, skal vi ikke undlade, at fremføre vores uforbeholdne foragt for de mange medlemmer, som ikke ønskede at sætte sig ind i sagen, men bare optrådte som hjernedødt stemmekvæg, den 15. maj.

Nå, men vi har altså på ingen måde givet op, og nogle af os har derfor brugt en del tid i årets løb, på at dokumentere Flagermus, Strandtudser, Lysbugede knortegæs, og ikke mindst Odderne på Egholm. Det er jo sådan, at selveste Vejdirektoratet har erkendt, at en motorvej over Egholm, ikke kan laves uden, at det kommer til at påvirke Oddernes levesteder, herunder ynglesteder, og det er jo i strid med EU habitatdirektivet, og direktiver SKAL overholdes, selv om man ofte støder på folk, selv i egne rækker, som tror, at når det er vedtaget, i Folketinget, så kan det sådan det bliver!

Læser man reglerne, så er det sådan, at en fravigelse fra habitatdirektivet bl.a. ikke kan gives hvis der er andre alternativer, til den valgte linjeføring. Og det mener vi jo så der er i tilfældet 3. Limfjordsforbindelse over Egholm. Der er f.eks. et velbelyst alternativ i form af en forbindelse ved den eksisterende tunnel, og der er muligheden for at lave en boret tunnel, under både sønderdybet, Egholm, og Nørredybet. – En fravigelse kræver også, at det pågældende projekt er en samfundsmæssig nødvendighed. Og hvordan kan man påstå, at noget samfundet aldrig har haft, er en samfundsmæssig nødvendighed? Man kan forstå, at hvis der var tale om en allerede eksisterende forbindelse, som var blevet ødelagt (det kunne være af storm, oversvømmelse eller jordskælv, eller måske af bomber) så kunne man argumentere for, at den skulle genetableres, men en forbindelse, der aldrig har eksisteret. Hvordan kan nogen godtgøre, den være en samfundsmæssig nødvendighed? Når nye beregninger oven i købet viser, at den hverken er trafikmæssigt, økonomisk, eller klimamæssigt på nogen måde er fornuftig??

Senest har vi fundet en ny ven, nemlig en af Danmarks førende eksperter, når det gælder oddere: Aksel Bo Madsen, hedder han, og har målrettet arbejdet med oddere siden 1984, så han ved da en del..

Vi deltog i et foredrag på UNI, hvor han bl.a. kom ind på 3. Limfjordsforbindelse, og han fremviste en et powerpoint med de stedet hvor der ifølge anlægsloven, skal ske omlægninger af diverse åer og vandløb. Det anså han som en udfordring for odderne! Vi holder kontakten med ham, og har overdraget ham en masse af vores foto/video materiale, og ellere oplyst ham om vores oplevelser med myndighedernes og politikernes planer med e områder hvor der yngler oddere. Han har aldrig været på Egholm, så vi vil invitere ham med på en tur på øen, engang i 2025.

Vi fik også, sammen med Borgerbevægelsen, holdt et Grundlovsmøde, (5/6) hvor vi var så heldige, at Else Marie og Martin bidrog med noget fantastisk musik, og hvor Egholm Bryghus stod for ølsalg, og Borgerbevægelsens utrættelige hold, stod for salg af merchandise. Det var kun planen at vi skulle have en, måske to talere, men det viste sig, at der var meget stor politisk interesse for at deltage, og det endte næsten med, at kom til åben kamp om at opnå taletid.. Det blev nødvendigt, at skære i gennem, så det ikke druknede i taler, og vi kunne da klart fornemme, at ikke alle var enige i vores prioritering. Det var faktisk en træls oplevelse, så vi må se om ikke vi kan tilbyde flere taletid, hvis vi også holder et arrangement i år.

I efteråret, var der kaldt til offentligt møde i Gigantium, hvor de bedste folk (må vi antage det var) fra Vejdirektoratet gav en såkaldt orientering om hvordan projektet ville skride frem.. De havde udpeget en ny projektansvarlig, som fremlagde en masse, som vi alle vidste i forvejen. Der blev også mulighed, for at stille spørgsmål til Vejdirektoratets ypperste folk (må man nu alligevel ikke håbe det var) ud i afværge foranstaltninger og udlægning af erstatningsnatur. Vi spurgte ind til hvordan de 21 ha jord, som skal lægges til Egholms sydkyst, ville blive fragtet der ud? Der står i lovteksten, at det skal foregå ad de eksisterende grusveje, som der som bekendt ikke findes nogle af.- Det havde man så ikke klarhed over endnu var svaret.
Det var flere muligheder. Hvilke, spurgte vi? Det kunne både være via land og fra vandsiden (helikopter eller drone er altså udelukket). Så skal man da have en pram, der ikke stikker mere end 10 cm, fuldt lastet, ellers går den da på grund.. bemærkede vi. Ja, men det var jo heller ingen der endnu ved helt hvordan det skal foregå, svarede VD. Vi fik også en snak med VDs ypperste Odderekspert (må vi heller ikke håbe det var), og påpegede at det jo stadig var ulovligt at forstyrre odderne, som vi jo i stor stil har dokumenteret i linjeføringen, Og som VD vil skræmme væk med hunde-pis-og-lort, blinklys, og kobjælder, samt dufte fra grævlinger, ræv og mink. Metoder, som de rigtige oddereksperter kalder ”fantasifulde”, og i øvrigt fuldstændig udokumenterede. Vi spurgte også ind til det såkaldte oddereldorado, som de 21 ha nu hedder (tidligere var det bare opfyldning), og sagde at det jo skal henlægge i rigtig lang tid før det kan kaldes natur/strandeng selv af dårlig kvalitet. (ml. 15 og 20 år)? Ja, men noget må de jo prøve svarede ”eksperten fra VD” man kunne jo prøve at fremskynde processen ved at bruge noget tørv, og evt. så noget, som kan fremme processen. Er det noget der har en dokumenteret effekt spurgte vi? Det er det jo godt nok ikke, var svaret, men noget må man jo prøve, gentog han. Vi er altså i gang med dyreforsøg, og forsøg med planter og jordtyper, midt i processen. Det lyder på det nærmeste ikke betryggende.

På et møde for nylig med VD over på Lindholm høje museum, spurgte jeg ind til det samme, og svarene var de samme, altså at der ikke var klarhed over ret meget. Dog var det nu korn man måske ville prøve at så på de 21 ha.

Hver gang vi stiller lidt kritiske spørgsmål til folkene fra VD, så får de travlt med at studere deres sko, mens svarene stort set udebliver. Min konklusion på mødet med VD var: I har altså stadig ikke styr på en skid! Hvilket ingen af eksperterne benægtede.

Derfor har vi tiltro til, at den retssag, som snart anlægges (af Borgerbevægelsen) vil føre til at anlægsloven erklæres ugyldig.

Vi har jo en god historik hvad angår erklæring af ugyldighed i tilfældet VVM redegørelser, så vi er optimistiske i forhold til den kommende retssag. En ret ny sag fra Frankrig, hvor et 2/3 færdigt motorvejsprojekt, netop er blevet standset af domstolen, gør ikke vores håb mindre.

Der er dog en lille hage ved sådan en retssag, nemlig at den koster rigtig mange penge. Og for lidt penge har vi jo altid nok af. Så i 2024, er der også blevet gjort en masse for at hjælpe med at samle penge ind til retssagen. Vi var arrangør af en støttekoncert, den 26. oktober, som blev afholdt i Vesterkær kirkes lokaler, og hvor Else Marie og Martin (som også havde fået ideen til koncerten) leverede den skønneste musik, som blev skyllet ned med øl fra Egholm Bryghus. Det blev en stor succes, hvor der kom så mange tilskuere, at vi måtte tømme, næsten alle kirkens lokaler for stole, for at der blev siddepladser til alle. Dog lod vi prædikestolen blive på sin plads i kirkesalen, hvor vi jo i øvrigt slet ikke måtte være. Det blev til et rigtigt fint beløb (over 65.000,-) til Borgerbevægelsen, og det blev startskuddet til en indsamling, som ved juletid rundede den førte million, som var målet for 2024. En indsamling, som blev støttet af rigtig mange mennesker. Slogannet var: 1000 giver 1000.. Men alle beløb var selvfølgelig velkomne. Der blev samlet ind på flere forskellige måder, så som: Online loppemarked, (det kører endnu) Oddertur (den 7. dec.) på Egholm, men kaffe og æbleskiver, hos Torben lund, på vejen.

Og ellers en masse mennesker, som bare valgte at indsende et beløb til BB. Virkelig fantastisk, at der på så kort tid blev samlet så mange penge ind, og imponerende, at BBs kasserer formåede at lægge de nye tal på FB hver morgen, indtil millionen var hjemme.

Nu står vi så i den situation, at loven er vedtaget, og VD tromler videre i processen, og er i fuld gang med Linjebesigtigelser, og eksproprieringer.

Det siges at det er planen at sætte spaden i jorden i 2027, altså vejdirektoratets spade, for snart begynder de akærlogerne at grave, og det kan godt tage et par år inde de er færdige, og finder de noget rigtig spændende, kan det måske tage længere tid. Vi ønsker dem held og lykke med udgravningerne.

Vi ser, som før nævnt, frem til retssagen med fortrøstning, og håber på at fornuften sejrer til sidst. Det kan jo også være, at alle de penge, som regeringen har afsat til motorveje, i stedet skal bruges til krudt og kugler. Det vil da være en god ide´ når vi nu skal til at forberede og på 3. Verdenskrig.

Veje og broer, er altid et populært bombemål, så jo færre vi har af dem, jo færre bomber vil der falde over Danmark. Det er da ren logik. 😉