Formandens beretning 2019
I lighed med de tidligere år kan vi glæde os over at foreningens formål om at bevare Egholm som ø er opfyldt. Også selv om, den nuværende, forhåbentlig snart forhænværende, regering, og DF har serveret en gang valgflæsk, hvor de bebuder at de vil afsætte 6.5 milliarder til en Egholmforbindelse.
Angående øens natur, som vi ønsker trives bedst muligt, så ruller økologibølgen stadig hen over øen. At indlandsisen smelter, og truer med at oversvømme øko-øen, er selvfølgelig knap så godt.
Vi kan se, at der kommer flere harer og flere rovfugle til, og der kommer også flere og flere turister over og oplever dyrelivet.
De Lysbugede knortegæs er her heldigvis stadig, og i stort antal.. Dem har vi haft lidt ekstra oppe at vende i år, idet vi jo allerede i 2017, indgav et høringssvar til Miljøstyrelsen, som var i gang med en revision af Natura 2000 områderne i Danmark. Vi anmodede om at hele Egholm, samt den del af Limfjorden, som ligger tæt på øen, blev udpeget som Fuglebeskyttelsesområde, fordi det blev brugt jævnligt, og i stort antal, af de Lysbugede knortegæs. – Som det sikkert er jer bekendt, nægter Miljøstyrelsen, at udvide området, med den begrundelse at det ikke er bevist, at det er nødvendigt at udpege området på grund af tilstedeværelsen af Lysbugede knortegæs.
Der sættes vist egentlig ikke spørgsmålstegn ved at gæssene bruger Egholm som vinteropholdssted, og det har vi jo også masser af dokumentation for at de gør, men derimod skriver de at det ikke er bevist at det er nødvendigt at udpege området, som FBO.
Vi har en anden opfattelse af reglerne, og henholder os til Professor Peter Paghs udlægning af reglerne. Han har skrevet en artikel hvor der bl.a. står følgende: Det fremgår af EF-domstolens praksis, at udpegning og afgrænsning af disse områder alene skal baseres på ornitologiske kriterier, mens det er ulovligt at inddrage samfundsøkonomiske, rekreative eller privatøkonomiske hensyn ved udpegningen. Til forskel fra EF-habitatområder er udpegningen af nye områder dynamisk. Såfremt de beskyttede fugle vælger et nyt område, vil det derfor være nødvendigt at udlægge et nyt SBO. Når et område er udpeget, indtræder der en vidtgående beskyttelse af området som levested på linje med den beskyttelse, der gælder for EF-habitatområder efter EUs habitatdirektiv.
Vi har nu bedt nogle af Aalborgs ypperste jurister se på sagen. Og vi har store forventninger til, at de får overbevist enten domstolene, eller politikerne, om at det ganske enkelt er et lovkrav, at Egholm og Limfjorden tæt omkring, udpeges som Fuglebeskyttelsesområde.
Om det så vil være ensbetydende med at en vestlig motorvej er død, kan vi ikke være sikre på, men det bliver da i hvert fald lidt mere besværligt, og sikkert også noget mere bekosteligt, fordi der skal nogle helt sikre afværgeforanstaltninger til.
Aktiviteter:
Vi har været aktive på flere fronter i årets løb. Mange har debatteret på de sociale medier, nogle har skrevet læserbreve i mod en vestlig forbindelse, andre har haft venner og bekendte, og andre gæster, på vandreture på øen, hvor de naturligvis også har brugt en stor del af tiden til at argumentere i mod en forbindelse over Egholm.
Vi har holdt vores traditionelle Sankt Hans arrangement. – Og vandreturen, den 1. søndag i advent, har vi også gennemført.. Begge arrangementer samlede rigtig mange mennesker. Så vi kan se at interessen for at besøge og passe på Egholm er intakt. Der ud over har Esben haft adskillige selskaber med på ture på Egholm, og han har formodentlig sørget for at gæsterne fik en detaljeret orientering om Egholms herligheder. Og sikkert også lidt fakta, om den tvivlsomme lovlighed af en motorvej tværs over øen.
Louise Faber og Henrik Mørch har igen i år, haft lejlighed til at argumentere i mod forbindelsen, over for en stor flok byplanlægger studerende. I år foregik det på AAU, Badehusvej, i et propfyldt lokale. Fyldt med engagerede studerende. Nogle var ikke enige med os, nogle var nærmest lige glade, men hovedparten var med os. Sådan har det i øvrigt været de øvrige år også.
Ove har via, sit næstformandsskab i Sammenslutningen af danske småøer, fået åbnet en dør ind til EU, og har fået stillet et spørgsmål vedrørende Miljøstyrelsens manglende udpegning af Egholm, som Fuglebeskyttelsesområde.
Svaret var noget tåget, men de skal jo nok have det gentaget nogle gange, eller have flere spørgsmål, så de opdager at der er noget galt i danmark.