Formandens beretning 2016.
Igen i år har vi opfyldt foreningens hovedformål, nemlig at bevare Egholm som en Ø.
Og der er ikke etableret en bynær vestlig forbindelse. Egholms natur har det ikke optimalt. Der bliver stadig kørt Spildevandsslam ud over store områder, og der foregår en del gravearbejder, som ikke nødvendigvis er af det gode. Derfor har vi bedt Aalborg Kommune se på de mange arbejder, som foregår på øen, og først og fremmest på de opgravninger mv. som foregår i Natura 2000 området.
Vi afventer stadig svar på om hele Egholm udlægges som Fuglebeskyttelsesområde. Vi har hørt at der muligvis kommer en afgørelse hen på sommeren.
Projekt Eng-ryle, som Aalborg Kommune har arbejdet en del med, er sat på stand by, fordi Lufthavnen har nedlagt veto.. De er nervøse for at fugle, kan blive tiltrukket af de bedre forhold på Egholm, og at de så vil trække ml. Egholm og Ryå og være til fare for flytrafikken!? På Lufthavnen ved man godt at ryler og for den sags skyld Lysbugede knortegæs ikke er et problem for flysikkerheden, men man er bange for at Grågæs vil blive trukket til området, og dem er man meget bange for. AK har spurgt om ikke Lufthavnen vil have udført en ornitologisk vurdering af om det kunne blive problematisk hvis der blev bedre forhold for Ryler på Egholm, men svaret var helt klart og i øvrigt uden argumentation NEJ! (der kendes på verdensplan 1 eks. på at gæs (Canada gæs) har tvunget et fly ned, nemlig det som nødlandede på Hudson floden for nogle år siden).
Det er jo ingen hemmelighed at der fra lokale politikere, og andre lobbyister, presses på for at narre Folketinget til at vedtage en anlægslov for en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm.
Heldigvis er der ingen der kan finde de ca. 7 milliarder, som en motorvej koster, men der har gennem året været foreslået, at projektet skulle finansieres ved hjælp af både brugerbetaling og OPP.
De, som presser på for at få Staten til at betale for en 3. Limfjordsforbindelse har samlet sig i en forening, som de kalder ”Komiteen for en 3. limfjordsforbindelse nu”. Den består af nogle politikere samt nogle af det nordjyske erhvervslivs spidser. Foreningen er nærmest udelukkende skatte finansieret, nemlig via Regions rådets kasse, og deres eskapader har i 2015 kostet skatteyderne masser af penge, som ellers kunne have gået til velfærd. De har foreløbig bevilget sig 100.000 kr. som her i 2016, skal bruges til yderligere lobbyarbejde. De har i 2015 benyttet sig af et privat PR firma, som hedder Conexia. De er selvfølgelig ret dyre at bruge.. Til gengæld virker de ret uerfarne, så dem håber vi det fortsætter med at bruge. Som eks. Havde de fremtryllet 14 argumenter for en Egholmforbindelse, men foreningen Fremtidens Aalborg kunne med lethed skære hvert eneste argument ned, og fremlagde i stedet 25 punkter i mod forbindelsen.
Vi har som altid medvirket i en række arrangementer med fokus på at promovere Egholms rekreative værdi. Esben har igen stået for en række vandreture på Egholm, med forskellige foreninger, samt nogle ture i kommunalt regi. Nogle af foreningens øvrige medlemmer har også ageret guide, eller hjælpe-guide på nogle ture, og hver gang med stor tilslutning og hver gang har publikum haft stor fornøjelse af turen. Selvfølgelig har vi hver gang benyttet lejligheden til at argumentere i mod en motorvej over Egholm..
Vi har også arrangeret nogle ”Strandtudse-dokomentations-ture, (3 stk. blev det vist til), og det har medført, at Strandtudsen nu, er dokumenteret på langt flere lokaliteter på Egholm, end det lykkedes de professionelle biologer i forbindelse med de tidligere VVM undersøgelser. På kommunens kort med registrering af bilag 4 arter, kunne man først på året kun få det til 1”grå prik” på Egholm, hvor der var registreret Strandtudser, nemlig i Gryn og Oves dam, men efter at en vis naturvejleder, havde haft fat i kommunen, og bl.a. fået dem til at finde de ”smuttede” registreringer fra Amtets tid, figurerer Egholm nu med den klart største forekomst af Strandtudser i hele Limfjordsregionen. Ud over disse registreringer, skal lægges de observationer, som EV lavede i 2015. De er ikke kommet med i det hæfte, som Kommunen har udgivet med registrering af bilag 4 arter, for det går kun frem til 2013. Men selvfølgelig ved Aalborg kommune, at der er usædvanligt mange Strandtudser på Egholm, og vi fik oven i købet kommunal ros for vores feltarbejde. Så vi fortsætter selvfølgelig med at hjælpe med registreringen i 2016.
Vi har igen arrangeret Sankt hans aften, og igen var der mange hundrede deltagere. Vi havde Louise Faber, som båltaler, og hun gjorde virkelig godt. 🙂
Vi havde også folk med som hjælpere til Egholm festival, og rigtig mange deltog også som festival-gæster, så det var et godt arrangement igen i 2015.
I år bliver der nok ingen festival, da alle arrangørerne er gået på barsel, som de siger.. Der er dog mulighed for at der bliver dannet en ny forening, som vil lave en festival i 2017, så det ser vi frem til.
Vi har også afholdt julevandring, og juletræstænding, og også dette arrangement gik super fint.
Vi er jo medlem af foreningen Fremtidens Aalborg. Og her er der faktisk rigtig meget aktivitet. Her er formålet at undgå en vestlig forbindelse, og fokus er ikke kun på Egholm, men det er selvfølgelig klart i vores interesse, at deltage i alt arbejde, som kan forhindre en vestlig forbindelse.
Vi her også sæde i en af aktiv grupperne, som omhandler Demokrati, samt natur og miljø, og her er der møde hver den 16. i måneden. Der er plads til flere aktive medlemmer hvis der er nogen, som har lyst.
Flere af foreningens medlemmer har gennem året været aktive i debatten på de forskellige medier, både som læserbrevsskribenter i Nordjyske, samt ikke mindst på Facebook, hvor der nærmest er daglige indlæg vedr. Egholm, eller 3. Limfjordsforbindelse.
”Gruppen Bevar Egholm som ø” har ca. 2800 medlemmer, hvilket er ca. 10 gange så mange som i den største af de grupper, som er for en vestlig forbindelse.
Vi ser fem til at gøre endnu mere modstand i løbet af 2016, og glæder os over, at flere på Christiansborg er ved at få øjnene op for andre linjeføringer til en 3. Limfjordsforbindelse.