Formanden mener: Naturgenopretning før det er for sent!
Lysbuget knortegås er den trækfugl, som Danmark har det største internationale ansvar for at beskytte. Arten er i alarmerende tilbagegang. Tidligere har Vejdirektoratet i sin VVM redegørelse for en 3. Limfjordsforbindelse ellers fastslået, at arten er i fremgang, men det var altså faktuelt forkert. Allerede i 2009 kunne ornitologer fra flere lande konstatere, at fuglene var under stærkt pres, pga. manglende føde grundlag i Danmark, hvor næsten hele bestanden overvintre. På Svalbard og i Østgrønland, hvor de yngler, skyldes problemerne bl.a. indvandring af Bramgæs på ynglepladserne.
Danmark kan, og burde gøre rigtig meget for at sikre arten gunstig bevaringsstatus, som man er forpligtet til. Først og fremmest må man sikre ålegræsset optimale betingelser i Limfjorden. Der må laves skrappere krav til udledning af næringsstoffer og pesticider. Med andre ord må der ske et stop for gylle udbringning, og sprøjtning tæt på Limfjorden og tilløbende vandløb. Det er også en nødvendighed, at der skabes langt mere strandeng langs fjorden, og her kan Egholm spille en aktiv rolle. Det er jo bekendt, at netop Egholm og de omkringliggende lavvandede områder er et yndet fourageringssted for mange af de ca. 7000 fugle som er tilbage. Helt op mod 1/5. del af det man kalder ”Fly-away” bestanden samles hvert forår på Egholms østkyst (kaldet Mudderet) de sidste uger før de flyver til Svalbard for at yngle.
Men levebetingelserne kan faktisk blive langt bedre hvis kornmarkerne, som i dag nærmest står helt ud til fjordbredden, bliver erstattet af strandeng, som afgræsses eller slås hvert år.
Egholms Venner og Egholm Samråd har man tidligere rettet henvendelse til Miljøministeriet for, med økonomisk bistand, at få digerne flyttet længere ind på øen, så der kan etableres meget mere strandeng. Noget, som ud over Lysbuget knortegås, også vil komme mange flere fugle, dyr, og planter til gode. Herunder f.eks. Mosehornugle, Odder, og, ikke mindst, øens bestand af Strandtudser. Netop Strandtudsen er en art, som myndighederne også er forpligtet til at beskytte, men på Egholm har Aalborg kommune, intet gjort for at etablere mere strandeng. Tværtimod har man stiltiende set til, at et stort areal i Nature 2000 området, er blevet plantet til med piletræer. Eksperter er enige om, at den intensive landbrugsdrift, i form af dræning, sprøjtning, og gylleudbringning, har enorm negativ indvirkning på tudsernes forhold på øen.
Det eneste rigtige, for at leve op til sine internationale forpligtelser, samt at sikre beboelser og den bedste landbrugsjord for fremtiden, er at rykke digerne på Egholm længere ind mod øens midte, samt at stoppe en hver form for udledning af kvælstof og pesticider til Limfjorden. Det vil være et fantastisk naturgenopretningsprojekt, som ud over dyre og planter vil komme storbyens borgere til gode, da Egholm vil blive et endnu mere rekreativt område, hvor folk kan tage til, og nyde stilheden og naturen nærmest midt i byen, men alligevel så langt væk. Færgeturen tager kun 5 minutter, og er en oplevelse i sig selv for mange mennesker.