Sankt Hans fest på Egholm.

Når man Sankt hans aften brænder en heks, så er det, rent symbolsk fordi man ønsker at sende alt det onde bort!  Med den store deltagelse, på ca. 600 mennesker, så kan der ikke være meget ondt tilbage på Egholm. Dog kan det godt være det stadig værker lidt i kroppen og hovedet på personalet fra Egholmfærgen, MS Kysten, Restaurant Kronborg, samt de lokale, som kørte guidede ture med turisterne, for det var lidt af en opgave, at betjene de mange mennesker, som havde taget turen fra fastlandet, for at deltage i arrangementet.

Hos arrangørerne; Egholm Samråd og Egholms Venner, er der meget stor tilfredshed med arrangementet. Selv om der er masser af Sankt Hans arrangementer lige i nærheden, og der samtidig er VM i bold, så er det et uomtvisteligt faktum, at mange finder stor fornøjelse i at holde aftenen et lidt anderledes sted. De deltagende viste kolossal stor interesse for at komme med på turene rundt på øen, og de lokale guider, havde en travl, men samtidig fornøjelig aften. Personalet på Kronborg, havde usædvanlig travlt, for selv om mange havde madkurv med, så blev de røde pølser alligevel hurtigt udsolgt, ligesom det også var lige ved at knibe med øllet til sidst. Rundfartsbåden MS Kysten var med i arrangementet, og sammen med Egholm færgen, lykkedes det at få de mange deltager til og fra øen i god behold. Da færgen jo kun kan medtage 29 passagerer af gangen forekom der naturligvis en del ventetid, men gæsterne udviste stor tolerance, mens begge fartøjer sejlede i pendulfart, hele aftenen.

Der var båltale, ved advokat Tage Kragbak, samt musikledsagelse til de traditionelle midsommer sange. Man hørte tydeligt at Egholm Sangklubs medlemmer var mødt talstærkt op!

Danmarks Naturfredningsforening deltog, som sponsor, og fra Teknisk Forvaltnings side var der bevilget udvidet sejlads, så afgangstiderne var rykket til kl. 01.00 mod normalt 00.15.

Egholm Samråd og Egholms Venner blev meget glædelig overraskede over det store fremmøde..
Der er derfor ingen tvivl om, at der arrangeres Sankt Hans fest på Egholm igen til næste år, og der pusles allerede med tanker om et endnu større arrangement, evt. med mere musik, og endnu flere guidede ture, men alt det bliver koordineret til den tid.

 ——
Her er lidt om hvad der ellers sker på øen:
Egholm Samråd, og Egholms Venner, er gået i samarbejde med Aalborg Kommune – Park og Natur, og er her medarrangør af forskellige ture mv. på øen.
Næste arrangement hedder Renblågrøn Limfjordsfestival, og finder sted den 13. august kl. 13.00.
De seneste år er der den 1. søndag i advent blevet tændt lys i det store grantræ, ved restaurant Kronborg, hvilket også vil ske i år. Det bliver den 03. december fra kl. 14.00

Share Your Thoughts